Jeg er generelt et løsningsorienteret menneske.

Så derfor arbejder jeg ud fra egne erfaringer, som der hvad har virket for mig, i min psykiske- og fysiske recovery.

Der er rigtigt mange simple ting du kan gøre som sårbar, men også mange simple ting, du kan gøre for din patient, din borgen, din søster eller mor m.m. 

Min personlige erfaring er, at når jeg møder en person der har det svært, møder dem i øjenhøjde, og prøver at opnå en fællesforståelse for den “livssituation” de sidder i lige NU.

Jeg taler hverken ned til den person jeg taler med, eller hen over hovedet, jeg taler med dem, spørger ind til hvad der er sket, og ikke hvad der er galt.

Hvis jeg ikke forstår, hvad det går ud på, prøver jeg altid med en anden fremgangs måde.

Det er hér hele mit projekt; "Ta´ JA-Hatten På! Selvindsigt med humor", og alt det jeg laver til hverdag, kommer i spil.    

Jeg er ikke bleg for, at tage fat i det der er svært at tale om.

Vi er omringet af alt for mange tabubelagte emner, og ikke mindst de følelser der måtte ligge bag! Emner som fagfolk, ret ofte, også har en uhensigtsmæssig måde at gribe an. 

Ingen kan se, hvad der sker inde i mig?

Jeg aner heller ikke, hvad der sker inde i dig!

Jeg er eksperten i mit liv, og du er eksperten i dit.

Sammen, kan vi skabe en større & bedre forståelse for hinanden, og for andre der har det svært. Det kan løses rimeligt nemt.

Lyt til patienterne, lær at forstå en psykisk sårbar patient. En psykisk diagnose, betyder nødvendigvis ikke at man er dum, eller uintelligent. Faktisk er størstedelen af os højt begavede mennesker, bare ikke inde for de “normale standarter” som største dele af verden, så gerne vil kategoriseres som. 

Jeg har overlevet selvmordsforsøg, alkoholmisbrug, seksuelle overgreb i barndommen og i voksenlivet.

Overlevet lægesjusk og personale der overskredet mine grænser, til umenneskelige højder!

Nedladende kommentarer fra uvidende mennesker.

Absolut ingen mennesker fortjener at blive behandlet på den måde! Hverken psykisksårbare eller sunde og "velfungere" mennesker.  

Hvorfor er det så svært at tale om psykisk sårbarhed, seksuelle overgreb, alkoholmisbrug? Alt det der gør ondt i sind og sjæl? 

En brækket arm er til at forholde sig til. Det kan man se, der er en forbinding på. 

Men alt det andet, er lidt for skamfuldt, besværligt, for pinligt, eller en hemmelighed vi IKKE skal gå rundt med alene. Ensomheden kan være så enorm og uoverskuelig, at mange får det meget værre og begynder at "selvmedicinere" 

Der må vi ikke komme ud! Vi skal tale om det der er svært, og de ting vi ikke er så  gode til på en travl arbejdsplads... KOMMUNIKATION!

FØLER DU INGEN VIL

SE, HVAD DER FOREGÅR

FØLER DU INGEN VIL

HØRE OM, HVAD DER ER SKET?

FØLER DU INGEN VIL

TALE OM, HVAD DER ER SKET